1939: Begyndelsen

I 1939 begyndte et større gartnerieventyr. Carl Jepsen og hans hustru Gudrun købte en mark på fem hektar ved Norring Mølle, hvor de opførte et lille frilandsgartneri. Sammen ville de starte det, der senere udviklede sig til at blive verdens førende produktion af kalanchoe. I de første år solgte de udelukkende grøntsager og frugt. Særligt blomkål var en af gartneriets helt store kulturer. Først senere begyndte de at sælge blomster.

Carl og Gudrun Jepsen
De første drivhise

1947: De første drivhuse

I 1947 kom gartneriets første drivhuse til og blomster blev her en del af den daglige produktion. Alpevioler og hvide juleroser opnåede fra starten stor succes, hvor Carl Jepsen blev en af de største leverandører på Aarhusegnen.

1963: En ny generation

Kærligheden til gartnerfaget videregav Carl og Gudrun til deres ældste søn, Knud. Knud begyndte at hjælpe til i gartneriet, så snart han var gammel nok. Da skoletiden var overstået, begyndte Knud at arbejde som elev, hvor han hovedsageligt arbejdede med potteplanter – herunder kalanchoe. Kærligheden til gartnerfaget var ikke det eneste, der blomstrede i læretiden. På gartneriet mødte Knud Ellen Nørgaard Poulsen, som senere ville blive hans hustru. Senere startede de deres eget gartneri og købte ligeledes et stykke af Carls jord. I 1965 bød Knud og Ellen deres første barn velkommen til verden, sønnen Frands. 

 

1972: Kalanchoe kommer til

Den første kalanchoe-sort, der blev udviklet på Knud og Ellens gartneri, opstod ved et tilfælde. En mutation havde skabt en plante, der adskilte sig fra alle de andre planter. Den havde en rød farve, der var kraftigere end de andre blomster. Derfor valgte man at begynde en formering af denne muterede sort for at se dens potentiale i en større produktion.

1975: Udvidelse af produktionsarealer

Siden slutningen af 1960’erne havde Knud og Ellen løbende udvidet deres gartneri. De byggede flere og flere drivhuse for at følge med efterspørgslen på deres blomster. I 1975 løb de tør for plads at bygge på, men behovet for at udvide var stadig stort. Så da et nærliggende gartneri blev sat til salg, var det oplagt at købe det. Købet af dette gartneri satte for alvor skub i kalanchoeproduktionen. Gennem årene holdt Knud og Ellen et konstant skarpt øje med indtjeningen på de forskellige kulturer – her vandt kalanchoe suverænt hver gang. 

Knud og Ellen Jepsen

1979: Forædling – nu som strategi

I 1979 tog Knud en beslutning, der blev grundlæggende for gartneriets overlevelse. Forædling og produktudvikling blev gjort til en fast del af gartneriets dagligdag. Knud og Ellen vidste, at hvis de skulle fortsætte med en produktion af kalanchoe flere år frem, var det nødvendigt med udvikling og innovation – gerne i retningen af flere farvevariationer og længere holdbarhed. Forædlingen blev påbegyndt med en nysgerrighed og et ønske om at skabe noget nyt og uset til det europæiske blomstermarked. Det hårde arbejde resulterede i det bredeste sortiment af ethylenresistante kvalitetsplanter, som blev anerkendt med mange priser og medaljer både nationalt og internationalt.

 

1980: Sønnen Knud overtager gartneriet

I 1980 valgte Carl og Gudrun at stoppe som gartnere og lade sønnen Knud overtage deres drivhuse. Blot fem år senere blev Carls gamle drivhuse revet ned. De skulle vige pladsen for et nyt og moderne drivhus, så den store efterspørgsel på kvalitets kalanchoe kunne imødekommes. I 1983 blev A/S Knud Jepsen oprettet som et aktieselskab, ejet af Knud, Ellen og deres to børn, Kirsten og Frands.

Igen i 90’erne var det på tide at udvide produktionskapaciteten, hvorfor antallet af drivhuse blev fordoblet. A/S Knud Jepsen gik fra at kunne producere seks millioner stk. kalanchoe om året i slutningen af 1980’erne, til at kunne producere omkring ti millioner kalanchoe om året i begyndelsen af 1990’erne.

Gammelt Queen Logo

1994: Queen® Kalanchoe

Brandet Queen Kalanchoe kom til i 1994 og blev en kæmpe succes. Brandet fungerede ikke blot som et navn og et logo. Det blev en markering af virksomhedens målsætning om at blive de absolut bedste på deres felt. Alle i branchen vidste, hvad Queen Kalanchoe stod for; topkvalitet, lang holdbarhed og en konstant udvikling af nyheder og farver. Det var Knud og Ellens søn, Frands, der tog dette initiativ med ind i virksomheden og trak gartneriet i en mere moderne retning.

1997: Tredje generation tager over

Sønnen Frands blev ansat i virksomheden i 1992, og fem år senere overtog han ledelsesposten sammen med sin kone, Louise. Frands havde gennem uddannelse og erhvervserfaringen vist, at han var en dygtig forretningsmand med stort kendskab til faget. Der var ingen tvivl om, at han var den rette til at videreføre gartneriet.

Frands og Louise Jepsen

1998: Et vigtigt skridt for miljøet

Gartneriet blev tilmeldt det hollandske miljøcertificeringssystem MPS i 1998. MPS-systemet blev betragtet som et godt bud på en fremtidig international standardisering for gartneriernes hensyntagen til klimaet. Da A/S Knud Jepsen blev tilmeldt MPS-systemet, forpligtede de sig til at registrere deres brug af plantebeskyttelsesmidler, gødning- og energiforbrug samt affaldshåndtering.

Det blev startskuddet til flere grønne initiativer gennem årene. Læs mere her.

2002: RoseFlowers

Den første dobbeltblomstende kalanchoe blev i 2002 introduceret under navnet RoseFlowers. De var markant anerledes end de traditionelle kalanchoe med kun fire kronblade.

RoseFlowers blev en kæmpe succes. Efter blot fire år i produktion fyldte de dobbeltblomstrende kalanchoe tre fjerdedele af produktionen i Korsholm. Derudover lykkedes det også A/S Knud Jepsen at få patent på de dobbeltblomstrende blomster i Nordamerika og EU.

RoseFlower

2004: Oversøisk produktion

A/S Knud Jepsen indgik et tæt samarbejde med det vietnamesiske gartneri Dalat Hasfarm, som skulle producere stiklinger.

 

2008: 120.000 kvm produktionsareal under finanskrisen

I starten af 2008 blev produktionskapaciteten udvidet endnu engang. Det blev gartneriets hidtil største udvidelse og medførte et samlet produktionsareal på 120.000 kvm. Selvom starten af 2008 forløb godt, var det også året, hvor hele verden ramlede. Finanskrisen bragede igennem gartneribranchen, og A/S Knud Jepsen kunne ikke se sig fri for at blive ramt – hårdt. Da krisen ramte, fik gartneriet svært ved at sælge sine planter. Der skulle gå et par år, før gartneriet var tilbage på det rette spor og kunne udnytte de nye drivhusarealer til fulde.

MoreFlower

2010: MoreFlowers

I 2010 innoverede gartneriet de mere populære MoreFlowers. Disse kalanchoe blomster var kendetegnet ved større og mere iøjnefaldende blomster, der stod smukt og rankt flere uger. MoreFlowers var en innovativ og spektakulær blomst med 64 kronblade, der ikke før var set på markedet.

2010: Queen® Türkiye etableres

Efter at have oplevet den store succes med den oversøiske kontraktproduktion i Vietnam, blev ledelsen af A/S Knud Jepsen enige om at starte deres egen produktion i udlandet. Med Lars Korup i spidsen blev Queen® Türkiye etableret i Tyrkiet i 2010 for at følge med efterspørgslen og starte op på det tyrkiske marked.

Korup-brødrene, Lars og Søren, havde stor betydning for A/S Knud Jepsen. Lars stod som nævnt for den daglige drift og udvikling af Queen® Türkiye, mens Søren fik ansvaret for produktionen i Danmark. I 2014 blev Lars og Søren medejere med 10 procent af aktierne i A/S Knud Jepsen.

2011: Brandet Queen®

I længere tid havde man internt i gartneriet udelukkende omtalt virksomhedens varemærke som ’Queen®’. I 2011 tog man skridtet fuldt ud og ændrede officielt navn og logo. Det nye logo var en modernisering af det gamle logo. Logoet blev sat i værk sammen med en helt ny emballageserie, der både understøttede og fremhævede de elegante produkter. I 2013 blev det dog besluttet at udvikle et mere tidsvarende logo, der repræsenterede dét brand, Queen® var blevet til. Det brand vi kender i dag. Det nye visuelle udtryk blev implementeret i alle virksomhedens led og markedsføring til den moderne forbruger.

 

2012: CutFlowers

De første snitblomster blev præsenteret på markedet i 2012 som Queen® CutFlowers. Dette var en ny innovation, som man endnu ikke havde set før inden for arten kalanchoe. Blomsterne havde en umådelig god holdbarhed, og vandet forblev klart og lugtfrit. De stod i blomst i flere uger i træk, hvilket var banebrydende inden for snitblomster.

2013: Markedsføring direkte til slutforbrugeren

2013 blev året, hvor Queen® kastede sig ud i business-to-consumer markedsføring. Gartneriet havde bygget et godt og solidt brand op omkring deres produkter i fagbranchen. Men alle de gode historier om produkterne og gartneriets hverdag blev ikke formidlet ud til forbrugerne. Hos A/S Knud Jepsen mente man, at dette var et must. Der skulle skabes et blomsterunivers, som forbrugerne kunne se sig selv i, og som de gerne ville have i deres hjem. Brandingen havde til formål at gøre Queen® til et foretrukket valg af blomster og her var særligt de nye CutFlowers med til at markedsføre Queen®-brandet, som et feminint, elegant og stærkt brand.    

2014: Queen® Genetics

2014 skulle vise sig at være et vigtig år for Queen®. Virksomheden A/S Knud Jepsen blev delt op i to forretningsenheder – Queen® Flowers og Queen® Genetics. Queen® Flowers fortsatte med den vanlige produktion og salg af kalanchoe. Queen® Genetics overtog og opgraderede gartneriets arbejde med produktudvikling. Her gik man fra udelukkende at satse på kalanchoe til at åbne produktudviklingen op for flere kulturer. Snart havde Queen® Genetics udviklet og forbedret flere forskellige kulturer heriblandt sukkulenter, dahlia, asters, euphorbia, hebe og roser.

 

2015: Green Entrepreneur of the Year

Gennem årene havde Queen® modtaget mange priser. Men den pris, der var blandt de vigtigste, var da gartneriet i 2015 vandt ’Green Entrepreneur of the Year’. Særligt investeringerne i innovation, produktudvikling og energiforbedringer trådte frem i beslutningen om at Queen® skulle vinde prisen.

2018: ElseFlowers

I 2018 kunne Queen® endnu engang brillere med et nyt produkt på markedet – de tofarvede ElseFlowers. ElseFlowers vandt straks internationale priser og blev en stor succes. Ingen havde før lykkedes med at udvikle tofarvede kalanchoe, så de nye ElseFlower fra Queen® var et unikt og banebrydende tiltag på markedet.

ElseFlower
Queen Grows Greener

2019: Queen® Grows Greener

I 2019 valgte Queen® at samle alle deres bæredygtige tiltag under én paraply i en ny kommunikativ strategi – Queen® Grows Greener. Med Queen® Grows Greener blev der sat et fornyet fokus på virksomhedens arbejde mod at blive et sundere, stærkere og mere bæredygtigt brand. Alle de ting gartneriet havde arbejdet hårdt for at opnå gennem de sidste 20 år, skulle formidles til kunderne – både kæderne, grossisterne og slutforbrugerne. Læs mere her.

I dag

Queen® er i dag kendt hos forbrugerne som Queen® Flowers og er et førende blomsterbrand på det danske og europæiske marked. Planterne produceres af et af verdens mest prisvindende gartnerier. Vores mission er at gøre hver dag smukkere med bæredygtige, langtidsholdbare planter og blomster, der imødekommer den moderne forbrugers interesser og behov. Vi ønsker at sprede blomsterglæde i alle forbrugeres hjem.

Queen potteplanter